Vi må er kende at vilkårene på offentlige markeder ikke er som i sværindustrien, men hvordan er de så?

På OPS-Scenen arbejder vi med en række temaer som skal munde i vores endeligt program for Folkemødet 2019. Du får her en mikroteaser, på et af de temaer der optager os, nemlig markedsvilkår på offentlige markeder. Indrømmet temaet markedsvilkår lyder tungt, men det skal vi nok få gjort noget ved inden vi ses på Folkemødet.

Temaet udspringer af en række erkendelser vi fik på Folkemødet i 2018, som er beskrevet i “velfærd i udvikling”. Selvom der nu snart er gået 8 måneder er det fortsat superrelevant, når man debatterer offentlig-privat samarbejde. Det viser en lang række sager og debatter, men hvad ligger der egentlig i begrebet markedsvilkår?
Markedsvilkår er et begreb, der refererer til den tilstand der i en industri. Udtrykket er almindeligt anvendt i forhold til aktiemarkedet, og handler i virkeligheden om den økologi der danner grundlag for marked. Aktieudsving er altså kun indikatorer på bevægelser i den underliggende økologi, der holder en industri oppe, nede eller i bevægelse.

Er markedsvilkårene anderledes på offentlige markeder end i f.eks. it-industrien?

Offentlige markeder er i den grad anderledes. Alene fordi økologien er så meget anderledes og ofte langt mere kompleks og labil end på rene B2C-markeder (Business to Consumer). På et offentligt marked har du nemlig oftest (men ikke altid) et forbrugerelement som ikke er det samme som køberen og det er her mange virksomheder, der går ind på det offentlige marked, havner i det, jeg tidligere har beskrevet som Den Kommunale Bermudatrekant.
B2G (Business to Government) er på markeder rettet mod offentlige aktører en helt særlig kunstart inden for salg, service og leverance.

Man kan ikke tænke offentlige markeder på samme måder som i sværindustrien

Det offentlige marked er i historiske sammenhæng et relativt nyt markedsfelt, så derfor er der mange ting som ikke er reguleret og institutionaliseret på samme vis som i det private erhvervsliv. Flere regeringer og offentlige myndigheder har forsøgt at copy-paste tankesæt, modeller, etik og markedsforståelse fra den private sektor over i de mange offentlige markeder, der er skudt frem de senere år. Det har givet nogle debatter som dem vi havde på Folkemødets OPS-Scene i 2018. Her kommenterede professor Ole Bjerg fra CBS det således: ”Det er for simpelt at tænke offentlige markeder ligesom en cykelforretning… det er langt mere komplekst….vi har nemlig langt flere parter.” Det vil sige det kan godt være, at de regler vi normalt anvender i erhvervslivet, virker der, men markedsvilkårene på offentlige markeder er så meget anderledes, at aktørerne her må indstilles sig på, at de bliver vejet på en anden vægtskål.

Debatten om hvad og hvordan du tjener penge på offentlige markeder, er ikke slut

På OPS-Scenen havde vi en debat om, hvor meget må du egentlig må tjene på offentlig velfærd? Her stod, ikke overraskende, Dansk Industri og FOA`s repræsentanter i skarp kontrast til hinanden, da debatten bl.a. rundede salget af det private bostedet Søbæk til koncernen Olivia Danmark. Salget var foregået efter bogen, men det interessante spørgsmål var, om det var etisk i orden, at ejerne af Søbæk tjente så meget som de nu gjorde ved salget. Hertil kom hele drøftelsen om de legitime skatte-tænknings-muligheder multinationale virksomheder har og ønsket om at kommunerne tilslutter sig et ”fair skat-charter”, der forpligter dem til at søge gennemsigtighed i samarbejdspartnernes økonomiske forhold.

De labile bundlinjer i den offentlige sektor er en hårfin vægtskål i samarbejdet

Kommunerne og offentlige organisationer er i de senere år blevet enormt sårbare på det jeg tidligere har beskrevet som den labile bundlinje. Det betyder, at hvor man tidligere havde mere fokus på et produkts pris og kvalitet, så er et af vilkårene på de offentlige markeder en kraftig øget tendens til, at det offentlige som forbruger og indkøber vil vide rigtig meget mere om hvor produktet kommer fra, hvordan det er produceret, hvem der står bag og hvordan de har tjent deres penge.
Vægtskålen er hårfin og der findes et utal af historier på virksomheder, der ikke af ond eller grisk vilje er trådt ved siden af. Eksempelvis rådgav jeg for et par år siden en grafisk virksomhed, der som et billigt tilkøb til kommunale institutioners øvrige indkøb op mod jul solgte tilpassede julekalendere med nogle smarte gimmicks. De var ret populære, så på et tidspunkt havnede de på et chefmøde, hvor direktøren spørger ud i rummet: ”Hvem laver egentligt de her for os?” Det var et rigtig godt spørgsmål, for som markedsføringschefen med et utrygt smil udtrykte det efterfølgende: ”..de bliver lavet for børn… af børn” (casen er anonymiseret og omskrevet)
Behøver jeg at sige, at de blev taget ud af varesortimentet, men det var sådan set det letteste. Udfordringen var, at historien allerede var sivet ud til kunderne og selvom, julekalenderne ikke var det primære produkt og virksomheden havde lagt afstand til underleverandøren og taget produktet ud, så kostede det ifølge direktøren på bundlinjen.

Casen kan synes ekstrem, men den illustrere på mange måder hvor labil et offentligt marked kan være selvom virksomheden agere fornuftigt og konsekvent, når den opdager fejlen. Vi arbejder derfor på at få etableret en debat med central aktører fra fagforbund, brancheorganisationer og virksomheder om præcis de særlige viklår på offentlige markeder.

Steen Houmark – Direktør De4Vinde ApS