Hvem tjener på velfærd?

Landsorganisationen af socialtilbud (LOS) havde onsdag d. 24/4 indbudt over 100 aktører fra det offentlige og private Danmark til en drøftelse af spørgsmålet om, hvem tjener egentlig på velfærd?

Svaret på konferencens hovedspørgsmål kom hurtigt da Direktøren for LOS, Michael Gråtang som en af de første tog ordet. Det gør alle dem der beskæftiger sig med velfærd, pædagogen, social- og sundhedsassistenten, lederen og ejerne, hvad enten disse er offentlige eller private.

Du må godt få løn, men at trække overskud ud skiller vandene
Det med at personalet får løn for at arbejde på fx det sociale område er accepteret af alle uanset politisk farve eller ideologi, men det med at private virksomheder og enkeltpersoner som ejere af et botilbud tjener på velfærd. Det skiller vandene også ved denne debat.
Ifølge Michael Gråtang er situationen den, at det ikke er særligt mange virksomhedsejere der tjener på velfærd. ”Virkeligheden er snare, at du skal have penge med hjemmefra for at starte et socialt tilbud”.

Overvægt af offentlige tilbud, der har et overskud på en million kroner om året
I en opgørelse som blev præsenteret på konferencen, fremgik det, at kun 142 botilbud ud af de mange hundrede tilbud vi har i Danmark, har et overskud på en million eller derover. Her kunne den interesserede tilhører konstatere at over 60 % af de botilbud der havde et overskud på en million eller over var ejet af det offentlige. Det vil sige kommuner og regioner tjener også penge på at sælge pladser til hinanden, men generelt er der ikke tale om mange tilbud der har overskud i millionklassen.

Ejerformen er ligegyldig så længe varen leveres
Konferencen var et godt udtryk for de bevægelser og holdningstilkendegivelser vi møder, når vi debatterer velfærd og offentlig-privat samarbejde. En slags stillingskrig, hvor man slås om definitionsretten til den rigtige løsning. Lidt karikeret kan man sige at nogen har forskanset sig bag en mur, der hedder, man må ikke tjene på velfærd og andre giver udtryk for at ejerformen er ligegyldig, så længe katten bare fanger mus på den rigtige måde. Men hvad er lige den rigtige måde?

De sociale x-faktorkompetencer foldes godt ud i de private botilbud
En del af konferencen havde fokus på kvalitet i leverancen og med udgangspunkt i evalueringsrapporten fra social-tilsynene konstaterede man atter at kvalitetsforskellene mellem de offentlige og private var meget små. De private botilbud er kun en anelse bedre end de offentlige. Her pegede flere debattører på, at nogle af grundende til at kvaliteten var bedre på de private tilbud kunne handle om, at råderummet for lederne på private tilbud er større end for lederne i det offentlige. Det blev også nævnt, at man måske oftere i det private har mulighed for at udfolde de sociale x-faktorkompetencer der ligger hos ildsjælene i et socialt tilbud, hvor man i det offentlige er bundet mere ind i formalia og større kommunikations- bureaukratier.

Kommunernes visitations- og forhandlingsadfærd stimulerer udviklingen af et discount lavprismarked
Dokumentationsbureaukratiet og presset på kommunernes økonomi har påvirket måden kommunerne gennemføre det personrelateret tilsyn på. Virkeligheden havde ifølge flere af de tilstedeværende botilbudsledere udviklet sig fra et holistisk fokus på den enkelte borger til en forhandling om prisen, hvor det kommunale mål primært var reducering af prisen. En situation der blev betragtet som uholdbar af flere
”Vi har ganske enkelt behov for sammenhæng mellem borgerens behov, pris, leverance og måleindikatorer på den oplevede og den faktisk dokumenterede kvalitet, frem for at vi skal sidde og hugge om prisen” udtrykte en botilbudsleder.

Vi har behov for en debat om markedsvilkår på fremtidens socialområde
Gentagende gange cirklede de inviterede politiske debattanter Orla Hau (S) Liselott Blixt (DF) Martin Lindegaard (R) m.fl. omkring udfordringerne på socialområdet herunder ejerform, de ansattes kvalifikationer, rekrutteringsgrundlaget, de faglige metoder, behovet for de sociale tilbud, kvalitet, pris, kommunernes indkøbsadfærd og overskud. Samlet set emner tilhørende de hovedingredienser du altid har fat i, når du taler om et marked og de vilkår der præger det. Det eneste de ikke rigtig berørte var begrebet markedsvilkår.
Debattanterne havde fat i ingredienserne enkeltvis, men manglede en fælles erkendelse og i nogen tilfælde viden om, at uanset hvordan vi vender og drejer udfordringerne på socialområdet, så har vi et marked for sociale botilbud. Et marked hvor det offentlige samtidig med at det er storindkøber også er storleverandør. Det er samtidig et marked der har udviklet sig henover mere end 100 år, som direktør Michael Gråtang udtrykte det. ”Vi har et marked der opstod længe inden man havde debatten om offentlig eller privat.”
Spørgsmålet bliver derfor, hvad er det for nogle markedsvilkår vi ønsker, skal præge fremtiden?